Red Barnet og Arla Fonden skaber sommerlejre med fokus på mad og fællesskab

Denne sommer inviterer Red Barnet og Arla Fonden børn, unge og familier i udsatte positioner på lejre med fokus på madlavning, sundhed og fællesskab. Samarbejdet skal give familier gode madoplevelser og inspiration til nemme og sunde vaner i hverdagen.
Syv af Red Barnets sommerlejre med madfokus bliver i år afholdt på Arla Fondens Madlejr på Helnæs, hvor deltagerne får mulighed for at lave mad sammen og blive en del af trygge fællesskaber.
"Det at lave mad sammen er en rigtig god måde at skabe fællesskab, trivsel, selvværd og sundhed på. Men det kan være svært at knække koden og få de gode og sunde vaner ind i hverdagen. Det forsøger vi at inspirere til hen over sommeren, når vi afholder lejre med fokus på mad og måltider på Arla Fondens Madlejr på Helnæs," siger Maria Linnet, udviklingskonsulent i Red Barnets arbejde med involverende madaktiviteter.
Lejrene henvender sig til familier, som ofte mangler overskud til at planlægge ferieaktiviteter på grund af økonomiske eller mentale udfordringer. Red Barnet fremhæver, at fælles madlavning kan styrke familiernes fællesskab og give børnene gode oplevelser.
"Jeg er utrolig glad og stolt over, at Red Barnet og Arla Fonden sammen har skabt mulighed for, at endnu flere børn og familier kan komme på sommerlejr på Madlejr – et sted, hvor maden bliver en aktiv og meningsfuld del af deres sommerferie," siger Sanne Vinther, direktør i Arla Fonden.
Faktaboks
- Red Barnet afholder i 2026 i alt 46 ferielejre for børn, unge og familier i udsatte positioner.
- 7 af lejrene har fokus på mad og måltider og afholdes på Arla Fondens Madlejr på Helnæs.
- Ferielejrene drives af næsten 350 frivillige.
- Lejrene er gratis for deltagerne.
- Kommunerne indstiller familierne gennem blandt andet pædagoger, lærere og socialrådgivere.
- Red Barnets ferielejre støttes blandt andet af Arbejdsmarkedets Feriefond, Novo Nordisk Fonden, A.P. Møller Fonden, Salling Fondene og TrygFonden.






Accepter kun nødvendige cookies